Dansk / English HjemLinksSitemap

5. Vinduer og døre af træ

5.2 Termiske forhold

Der skal foreligge dokumentation for alle data, der vedrører produkternes energimæssige egenskaber i henhold til DS 418 eller EN ISO 10077 del 1 og 2.  

For hvert produktsystem skal der foreligge dokumentation for et 1-fags oplukkeligt vindue i størrelsen 1,23 x 1,48 m.  

For yderdøre skal værdierne være angivet for en rammedør med standardruden samt en pladedør. Begge i standardstørrelsen 1,23 x 2,18 m.  

Ønsker producenten at få udført en typeberegning ”ITC” på henholdsvis en skyde- eller foldedør, skal den udføres på henholdsvis en 2- eller 3-fags dør i referencestørrelsen 2,50 x 2,18 m.  

Data for ruder skal være gældende for standardruden, der defineres som den mest anvendte rude i det pågældende produktsystem.  

Standardruden anses for at være den rudeopbygning der ligger til grund for systemgodkendelsen og som er anført i produktbeskrivelsen.  

Ruders termiske egenskaber skal oplyses med 2 betydende cifre og være læseligt/tilgængeligt i ruden.  

Termiske egenskaber af vinduesmaterialer skal være normsat jf. en anerkendt standard, eller opført på VinduesIndustriens materialeliste, og tilgængelig på www.dvv.dk.  

Randzonetemperaturen midt på vinduesrammer, i rudekanten ned mod glasisætningsbåndet, må ikke være lavere end 11° C under forudsætning af en rumtemperatur på 20° C og en udetemperatur på 0° C.
Dokumentationen herfor kan ske ved beregning i henhold til EN ISO 10077-2.  

Det ovenstående krav om mindste temperatur gælder ikke for vindues- og dørgreb, låsecylinder, dørtrin og ved overgang mellem karm og ramme, men producenten skal til enhver tid sikre sig, at der ikke tilbageholdes kondens i konstruktionen. Det kan gøres ved at tætningsplanet er ubrudt og ved at anvende løsninger med indbyggede kuldebrosafbrydere.  

For hver leverance af vinduer og yderdøre skal virksomheden endvidere give oplysning om alle energimæssige data for de enkelte elementer, der er nødvendige for gennemførelse af en energirammeberegning for det aktuelle byggeri.  

Særskilt energimærkning af delkomponenter er ikke tilladt (ruder osv.).