Dansk / English HjemLinksSitemap

8. Vinduer og døre af træ/alu

8.8 Beslag, hængsler og beslåning

8.8.2 Beslåning

Beslag, som er synlige i elementets normale brugsstilling, skal være anbragt, så dets kanter eller karakteristiske formgivningslinjer er parallelle med elementets kanter.

Yderdøre til boliger eller bygninger med et lignende brugsmønster skal forsynes med mindst 3 hængsler og 3 lukkepunkter i låsesiden. Kravet om 3 lukkepunkter gælder ikke, hvis døren er forsynet med dørpumpe eller elektrisk låsesystem. Tætheden ved 1-punkts lukke kan ikke forventes at være tilsvarende som ved 3-punkts lukke. Dette skal være synliggjort for kunden.

Færre hængsler og lukkepunkter kan tillades, såfremt det kan dokumenteres at fastholdelse, bæreevne samt vedvarende tætning ikke bliver forringet.

Til sidehængte vinduer med rammebredde større end 70 cm skal hængsler dimensioneres og fastgøres som ved døre.

Ved sidehængte elementer, hvor der som følge af størrelse og/eller konstruktion (fx sprossedelte rammer) er særlig risiko for problemer med lukke- og tæthedsfunktionen, bør der på bundkarmen monteres en støtte/bæreklods i lukkesiden. Ved diagonalt formstabile rammer og dørplader kan en støtteklods alternativt placeres nederst på karmen i hængselsiden.

Ved side- og overkarm skal afstanden mellem karm og ramme (luft omkring rammen) være afstemt i forhold til vinduets/dørens størrelse og beslagsystem m.v. Justering ved montage i bygningen kan være nødvendig, men den konstruktive udformning skal være således, at afstanden set fra indvendig side i videst muligt omfang er ensartet på alle fire sider. 

Mellem ramme og karm skal der set fra indvendig side være en ensartet afstand.
Variation i afstanden må højst være 2 mm, og må højst afvige 2 mm fra det nominelle.   

Skruer skal passe til de i beslaget udformede huller, være hårdt tilspændt og må ikke fremtræde med grater, der ved berøring kan fremkalde rifter i fingrene.

Skruens akse må ikke afvige mere end højst 10º fra et plan vinkelret på beslagets overflade, og skruens hoved skal altid være bindig med eller under beslagets overflade.

Evt. udfræsninger for beslag skal være tilpasset beslagets geometriske form og tykkelse. Ingen udfræsninger eller gennemboringer må udføres til mursiden af karmprofiler.

Såfremt det for montering af låsekasse o.l. undtagelsesvis er nødvendigt at foretage gennemboring (fræsning) ind til glasfalsen, skal det med tape eller på anden måde sikres, at der ikke sker kondensskadelig luftgennemgang.
Ved montering af anverfer med konsolplade skal det enten ved boring af stramt hul for øsken i rammedelen eller på anden måde sikres, at der forekommer en så stor friktion omkring øskenen, at anverfer ikke utilsigtet kommer ud af justering.

Ved afslutningen af beslagenes montering skal justerbare dele som hovedregel befinde sig i neutral position.