Dansk / English HjemLinksSitemap

9. Vinduer og døre af FRP

9.7 Tætningslister

9.7.1 Materialekrav

Til tætning mellem rammer og karme må kun anvendes materialer, der i deres kemiske opbygning og/eller deres udformning må anses at have sådanne elastiske egenskaber, at de over en årrække under normalt forekommende ændringer i fugestørrelsen til stadighed kan yde en rimelig tæthed mod indtrængen af luft og vand. Sådanne egenskaber kan opfyldes af lister fremstillet af gummi eller gummilignende plast og udformet som hule profiler eller som "læbelister". Børstelister kan i særlige tilfælde godkendes.

Note:
I tilfælde af diskussion om listernes egnethed i relation til nedenstående egenskaber kan der kræves en typeafprøvning efter EN 12365-1. Resultatet af den samlede prøvning skal kunne klassificeres som følger:

• Arbejdsområde, højst klasse 4
• Kompression, højst klasse 2
• Temperaturstabilitet, mindst klasse 3
• Sætningsegenskaber, mindst klasse 2

For duplexprofiler (extruderet af to eller flere forskellige materialer) vil anvendelsesklassen for sætningsegenskaber efter ældning, bestemt efter EN 12365-4 blive tilføjet, efter en fremtidig revision af standarden.

Tætningslisterne må ikke nedbrydes eller udvise klæbende tendenser i forbindelse med den behandling materialerne udsættes for på virksomheden.

Tætningslister skal være bestandige overfor almindelige opløsnings- og rengøringsmidler. Brochure og brugervejledning skal give anvisning på, hvorvidt der ved senere overfladebehandling, skal tages særligt hensyn til valg af maling, for at undgå nedbrydning af tætningslisterne.

Listerne skal være udformet således, at de kan fastgøres mekanisk og/eller ved indstikning i en not. Det vil desuden være et krav, at udformningen og fastgørelsen muliggør en udskiftning.

Ved anvendelse af hule profiler er det en betingelse, at den kant, som listen tætner mod, er afrundet således, at der fremstår en egentlig flade.